Om skolen

Værdigrundlag

Værdigrundlag

Lundby Efterskole er en grundtvig-koldsk efterskole, og vi bygger på nogle principper, som er vigtige i samfundet. Vores formål er livsoplysning og dannelse, forpligtende fællesskab, udvikling af det levende ord, sanser og kreativitet og frihed til forskellighed.  Det betyder, at du er på Lundby Efterskole for at lære for livet. For at blive et myndigt menneske. For at blive rustet til at gå ud i verden og gøre den bedre. Dette er en helt særlig udvikling, som kommer til at fortsætte resten af dit liv. Rejsen begynder bare hos os.

Forpligtende fællesskab
På Lundby Efterskole er du en del af noget stort, nemlig et forpligtende fællesskab. En af de store forskelle fra grundskolen er, at du er sammen med mennesker hele tiden, nærmest alle timer i døgnet. Det betyder, at du er nødt til at bidrage hver eneste dag, styrke din tolerance og være opmærksom på andre – og dét er hele fundamentet for et samfund.

Det levende ord
Hos os indebærer fællesskab, at du skal udvise tolerance og tage ansvar for egen og andres trivsel. Fællesskabet har plads til uenighed, samtalen og det levende ord. Du kan diskutere, komme i tvivl og blive klogere ved at få ny viden og andres synspunkter. Sådan fungerer det levende ord, både i undervisningen, i rengøringstiden og på dit værelse.

Frihed til forskellighed
Du vil møde mange slags mennesker på Lundby Efterskole. Nogle vil ligne dig, og andre vil være helt anderledes. Du har ret til at være dig, og de har ret til at være sig, og du behøver ikke altid at være enig eller kunne lide det. Det er frihed til forskellighed.

”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.” 

– K. E. Løgstrup

Sanser og kreativitet
Du lærer bedst, når du er glad, og du skal også være med til at synge, danse og bruge din krop på Lundby Efterskole. Vi synger hver dag og danser hver uge. Vi holder temadage, kigger indad og rejser ud, og alle er med, når vi arbejder fagligt og kreativt. Sådan udvikler vi begge dine hjernehalvdele, både den logiske og den kreative. 

Formål

Skolens formål er at drive efterskole indenfor rammerne af Lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie skoler). Skolens målsætning i henhold til værdigrundlaget ved skolens start:

På Lundby Efterskole betyder FÆLLESSKAB at alle udviser tolerance og tager ansvar for egen og andres trivsel. Fællesskabet skal kunne rumme uenighed.

På Lundby Efterskole betyder RESPEKT, at alle på skolen kan forvente/forlange af andre mennesker:

  • at de bliver respekteret for det, de er, og som den, de er.
  • at acceptere forskellighed og vise hensyn over for andre.
  • at udvise respekt for det menneske, de møder, og ikke den rolle personen har.

På Lundby Efterskole betyder ANSVAR, at både elever og medarbejdere står til ansvar for egne handlinger.

På Lundby Efterskole betyder TILLID, at alle kan stole på andres ærlighed og loyalitet, og at du trygt kan dele både problemer og glæder.

På Lundby Efterskole betyder KONSEKVENS, at nødvendige konsekvenser for handlinger beskytter vores fælles og individuelle spillerum.

På Lundby Efterskole betyder TRYGHED en klar forståelse for skolens rammer og retningslinjer, inden for hvilke man trygt kan handle.

Kontakt

Efterskolevej 8, 4750 Lundby

+45 55 76 71 03

adm@lundbyefterskole.dk